anekdoter

fra Undercover Services optrædener:

 Korntørringsanlægseksperten

Nogle gange kan vi godt som ”falsk” gæst komme ud på tynd is, hvis gæsternes spørgsmål bliver for nærgående. Så er det med at have is i maven og improvisere nogle hurtige, troværdige svar.

Vi har selvfølgelig altid haft et indledende møde med kunden, hvor vi bliver klædt overfladisk på til rollen, så vi ikke falder helt igennem, når vi kommer ud og skal konverserer med folk i firmaet   

Men engang var det lige ved at gå galt. Kunden var et større dansk multinationalt firma inden for landbrugsmaskiner som sluttede en landbrugsmesse af med en stor middag for deres danske og udenlandske gæster.

 Vores mand bliver introduceret som firmaets nye håb, en korntørringsanlægsekspert med flere års erfaring fra de store landbrug i Australien. Han starter med at komme lidt for sent til middagen, hvorved han allerede har pådraget sig alles opmærksomhed. Da han sætter sig ned ved bordet, henvender sidemanden sig til ham med det samme og siger: ”Nej hvor sjovt, jeg har også været flere år i Australien. Hvor var du?”

 Nu har vores skuespiller imidlertid aldrig været i Australien og hans australskgeografiske viden strækker sig til storbynavne som Melbourne og Sydney. Endvidere har han kun været til stede i selskabet i 5 minutter, og det ville være pokkers ærgerligt, hvis han allerede blev afsløret som falsk gæst. Så gode råd var dyre. Hvad pokker skulle han svare?

 Men han var snarrådig. Han tager en dyb indånding og kigger på sidemanden med et blik der kunne tolkes som alt mellem dybt deprimeret og småpsykopatisk og næsten hvisker til ham: ”Jeg vil helst ikke tale om min tid i Australien!”

 Herefter gik den indre film i gang hos sidemanden, som sikkert forestillede sig alt muligt, men han spurgte ikke mere om Australien, og vores skuespiller kunne fortsætte showet hen i mod den forløsende afslutning.

 Svært at holde masken

Sommetider kan det være svært selv at holde masken, især hvis en kollega finder på noget helt uventet, som ikke er aftalt eller som kommer helt bag på én.  

For nogle år tilbage var vi 4-5 undercovertjenere på Lindenborg Kro til et større selskab. Hver tjener har jo sit udtryk, én virker måske beruset, én meget åndsfraværende eller én helt vildt hjælpsom. Her havde vi én med, som var meget praktisk anlagt. Selvom han også var tjener, forsømte han ikke en lejlighed til lige at reparere et eller andet. Det kunne være et bord der vippede, en stol hvis ryglæn var lidt løst, en ventilator der ikke fungerede optimalt. Det nye han havde lagt ind i rollen denne aften var blot, at han altid kom lidt til skade under disse

små-reparationer. Det havde jeg, optaget af  min egen rolle, ikke rigtig lagt mærke til. Så da jeg langt henne i forløbet bliver prikket på skulderen og spurgt, om jeg lige gider at ringe efter en ambulance, og vender mig om og ser en tjener, der er forbundet med bandage om fingre, hænder, arme og hoved, må jeg simpelthen løbe ud i køkkenet og få afløb for min latter.

 

Det falske bryllup

Virkeligheden overgår ofte fantasien. Det må vi ind imellem sande, når vi tror vi har været så overdrevet absurde at ingen kan være i tvivl om, at det hele er iscenesat, og folk så alligevel er i tvivl.  

I sommer var vi ude og lave et falsk bryllup. Brudeparret, som i al hemmelighed havde giftet sig på rådhuset et par dage før, havde sat deres respektive familier stævne ”bare til en kop kaffe, så I kan lære hinanden at kende” havde de sagt. Og bedst som de sidder og nyder kaffen i haven, dukker der en præst og en kirketjener op og spørger ”om det er her?” Det skaber noget forvirring, men også positiv begejstring (især hos brudeparrets mødre). Et improviseret kirkerum bliver rigget til og kirketjeneren sætter alterlys op og tænder for kirkemusikken på den medbragte ghettoblaster.

 Vielsesritualet bliver fulgt og gæsterne er nu helt sikre på at dette er et rigtigt bryllup. Men pludselig begynder præsten at underholde mere end man er vant til. Han siger at han og kirketjeneren har lavet et lille situationsspil om det at være gift. Kirketjeneren sætter ”Smoke on the water” på ghettoblasteren og laver et gøglernummer, hvor han stikker knive i præstens hoved. Det hele er ganske absurd og folk har svært ved at holde den boblende latter inde. Herefter går præsten over i en lille dans som er ret urytmisk. Men vi holder vores roller, runder af og spiller udgangspræludiet. Det hele har været langt ude og folk har virkelig grinet. Så kommer en af gæsterne frem til os og spørger: ”Er det gas eller hvad?” Hvortil vi måtte svare, at det var nogle nye tiltag, vi gjorde for at gøre folkekirken mere populær. To minutter senere afslørede brudeparret, at det hele var iscenesat. Mødrene blev først skuffede, men da de så den rigtige vielsesattest fra rådhuset gik det hele over i lettelse, latter og en rigtig bryllupsfest, som de aldrig vil glemme.

 ….og man kunne blive ved:

En dobbelt undercover

Det kunne f.eks. være om dengang hvor festudvalget spurgte direktøren om det ville være en god ide med Undercover Service som underholdning til firmafesten. Han svarede ”nej sådan noget plat underholdning ville han ikke hører tale om”. Hvorefter han i dybeste hemmelighed bestilte en undercover gæst og 5 undercover tjenere. Det blev en urkomisk aften hvor også festudvalget morede sig, til trods for at de opgav at have overblik og styr over festen.

 ”Stop den projektmanager!”

Eller om dengang hvor en flink dame, i forsøg på at rede den ”nye seniorprojektmanager” for endnu en pinlig situation og yderlig ydmygelse af sig selv foran 60 mellemledere, vælter en vandkaraffel idet hun griber ud efter ”seniorprojektmanageren” for at forhindre ham i at holde endnu en tale om hans visioner for virksomheden, medarbejderne og deres familier.

Grin bare

Eller om den gang hvor en mand siger til sin borddame : ”Hold nu op, han (en undercover tjener) forstår ikke hvad vi siger”. Og hvor hun så svarer :” Jamen så kan vi jo godt grine ad ham”.

 ”Han kan sælge chokolade i Asien”

Eller om dengang hvor den ”nye sælger”, som var blevet ansat i automobilfirmaet, fordi han spillede golf med direktørens rige svoger, proklamerede at hans erfaring med salg havde han fra Asien, hvor han havde solgt chokolade – en erfaring der efter hans mening, gjorde ham til den oplagte bilsælger i Danmark.    

 ”Hvem sagde berøringsangst?”

Eller om dengang hvor den ”nye personalechef” fornemmer en så god energi i rummet, at han beder alle om at rejse sig op, for sammen med ham, hånd i hånd, at danne en energicirkel, således at energien kan vandre fra hånd til hånd i en ubrudt strøm.